Jeg synes livet er  hårdt lige nu. Har det som om jeg har slugt den største kampesten der fylder hele maven, at der sidder en fuldvoksen mand på mit bryst – og at jeg ind i mellem skal huske mig selv på at trække vejret. Hvis ikke omstændighederne var som de er, ville jeg nok tro jeg havde stress symptomer – men det er sjælen jeg har ondt i og det er hjertet der bløder – og det skal åbenbart føles som beskrevet!? Som I ved har jeg Oliver på 14 år der for 3 år siden fik konstateret diabetes  (i husker måske DETTE opslag) Vi har langsomt lært at leve med sygdommen og selvom Oliver stadig kæmper med at acceptere...