Opdatering på Min søn

Tiden er fløjet afsted – og jeg vil rigtig gerne sige tak for alle de søde beskeder, kommentarer, emails, kram og søde tanker jeg har fået efter sidste indlæg omkring min søns sygdom og indlæggelse.

Han blev jo indlagt ret akut – og det kom alvorligt bag på os alle at han er syg. Han lå på intensiv i 3 døgn – og efterfølgende 5 dage på børneafdelingen. Han har Diabetes 1 og er dermed kronisk syg. Det er en hård melding for en lille dreng på 11 år. Han bliver aldrig den samme dreng – han skal hele livet forholde sig til at være anderledes.

Diabetes er en sygdom der i dag er så velmedicineret og oplyst, at man kan leve et helt normalt liv. Man skal naturligvis tage nogle forholdsregler og man skal tænke sygdommen ind i alt hvad man gør. Når han spiller fodbold – spiser sukker – er til fødselsdag – er syg – træt, osv osv. men alt i alt kan han leve som alle andre. Sukker og kulhydrater var “i gamle dage” et NO GO for diabetes patienter – sådan er det slet ikke i dag. Oliver kan spise lige som alle andre børn, han skal bare tage sine forbehold og give insulin her efter.

Vi er i en fase nu hvor vi skal lære det hele. Oliver skal reguleres – og vi skal have fundet ud af hvordan han reagere på forkellige ting. Hans blodsukker er meget svingende p.t. og det er hårdt for både kroppen og det mentale. Fysisk giver det hovedpine, træthed, uoplagthed, opgivenhed, rysteture og han får svært ved at stille skarp på synet. Mentalt er han noget svingene. Da han efter 3 døgn på intensiv vågnede lidt op fra sin døs, kiggede han på mig og spurgte “Mor hvornår bliver jeg rask”   – det sværeste spørgsmål jeg nogen  sinde har skulle besvare – for svaret er enkelt: “Aldrig”! Jeg græd som pisket den  aften. Oliver hev dynen over hovedet nogle gange under indlæggelsen når det hele blev for overvældende, og græd, bare græd.

Efter vi er kommet hjem er han tættere på at være den glade dreng han var inden indlæggelsen – og inden sygdoms dommen. Han er langsomt ved at acceptere tingenes tilstand og vi har gjort rigtig meget for at få ham til at føle at langt det meste er som før.

Han startede i skole i forgårs – og det kræver en forældre fuldtid. Han skal måle blodsukker hver anden time – døgnet rundt! Der ud over skal han have insulin (langtidsvirkende) i låret morgen og aften. HVER gang han skal spise – eller reguleres (dvs.mellem 6-10 gange i døgnet p.t) skal han have hurtigvirkende insulin i maven. Lige nu har han det de kalder en “sommerfugl” i maven, som vi skal skifte hver 3. dag. Det betyder at han ikke behøver stikke i maveskinnet hver gang, men at der er en indgang som han kan bruge.

Hospitalet har været fantastiske  – det offentlige har været fantastiske – og de folk (sundhedsfolk) der nu er vores kontaktpersoner og skal følge Oliver frem over har været helt igennem fantastiske. Vi har nærmest ikke skulle tænke selv – alt er blevet fikset, vi er blevet kontaktet og det hele er kørt som smurt. HVor er det bare en lettelse at opleve – virkelig. Når man står så dybt plantet i noget så nyt og skræmmende er det en uvurderlig hjælp og støtte.

Oliver er en stærk dreng – og vi er en stærk familie, så vi skal nok klare det – og ret hurtigt få en normal tilværelse op at køre. Han er en også en ekstrem klog dreng Oliver, hvilket kommer til at hjælpe ham til hurtigere at komme ind i alt det tekniske – og insulinsprøjterne samt blodsukker målingerne, ja det dem klare han allerede selv.