Hudløst ærligt – om min tur på scenen sidste år..

For PRÆCIS 1 år siden, sad jeg mandag efter new comers hjemme og var fyldt op med følelser. Jeg var stolt over at have nået mit mål om at stå på scenen i mit livs form, træt over alt!, glad fordi jeg synes jeg gjorde mit bedste – men mest af alt var jeg skuffet og ked af det. Når man stiller op til en konkurrence (især en kropsbedømmelses konkurrence) kan man jo aldrig vide hvad dommerne vil se – hvordan feltet man står i er, eller i det hele taget hvordan resultaterne falder ud – og det er helt fair. Nogle gange vinder man – andre gange gør man ikke.

Jeg vandt ikke – på ingen måder. Der var MANGE (mener vi var 33) i min klasse – og jeg blev nr. 10. – taget i betragtning at jeg var den absolut ældste – og største ja så er det en fin placering. Men skuffelsen sad dybt i mig den mandag. Jeg græd vist også lidt – men var jo også total diæt forvirret. Kan huske at jeg havde glædet mig SÅ meget til at kunne spise lige det jeg havde lyst til mandag efter konkurrencen – men jeg kunne ikke. Jeg lå i min seng det meste af morgenen – og min kæreste serverede chokolade scones for mig, noget jeg virkelig havde cravet i flere uger – men jeg gad næsten ikke engang spise dem (spiste lidt blandselv slik istedet – JA til morgenmad!).

Jeg havde jo håbet at jeg skulle deltage i DM nogle uger senere – og at diæten skulle fortsætte – og formen blive endnu bedre – og oplevelserne endnu flere … men med et var der slukket! Det var forbi. Jeg var uden plads til DM – uden diæt planer – uden trænings planer – ja jeg var TOM!

Jeg ville ALDRIG have været foruden -for weekenden er seriøst noget af det fedeste jeg NOGEN sinde har oplevet!

Jeg spiste lidt slik og en yndlings burger i løbet af dagen – og der kom SÅ mange søde mails, sms, opkald og hilsner  – søde søde beskeder fra folk der synes det var så godt gået. Det hjalp på humøret.

Det tog nogle dage – og jeg fik set videoen igennem, fik min feedback fra dommerne – og alle fortalte mig at jeg var så flot  – men at jeg nok ikke hører til i Bikiniklassen. Jeg var for stor (det lyder absurt når man vejer nogle og 50 kg og har en fedt% på 8 – men i forhold til de andre piger) -min krop bæger præg af springgymnastik og 3 graviditeter. Jeg har hofter – jeg har former – og kan ikke blive petit og få en super lille talje – det er min genetik ikke til.  Det var faktisk en befrielse at komme frem til. Jeg leverede jo det jeg skulle – eller det vi havde arbejdet os hen i mod – den form vi gik efter, ramte vi – og det i sig selv var min sejr!

Der gik nogle uger – jeg fandt tilbage til min træning – trappede langsomt op for kosten – fik ro på tankerne, og følelserne. Den weekend der var DM sad jeg hjemme med en skål sik og fulgte med på skærmen – og havde det okay.

Nå – det blev lige en lang følelsesmæssig smøre – men det jeg vil frem til er, at jeg i år står i en klasse hvor jeg føler min fysik – genetik og krops bygning passer langt bedre ind. Udfordringen er nu at vi er 18 atleter i min klasse (Bodyfitness master + 35 år) – og vi kan jo ikke alle sammen gå videre til DM. Det ved jeg. det er jeg indstillet på. MEN nøj hvor jeg håber det – nøj hvor jeg ønsker mig det – og for dælen hvor vil jeg give den alt hvad jeg har på den scene om 13 dage!! Hvis jeg kommer med en fysik der er ringere end mine konkurrenters (igen, det kan man aldrig vide) – ja så er det jo fair at det ikke er mig der får pladsen til DM – MEN jeg ved at jeg står i den rigtige klasse i år.

Så alle jer der ude  – send en due mod himlen, smid en mønt i en brød eller tag mig med i jeres aften bøn lørdag den 12 september – for den 13 står jeg på scenen i en alder af 35 år og shiner det bedste jeg har lært  – alt mens jeg krydser finger for en placering der giver mig adgang til endnu flere mål, endnu flere oplevelser – og en tur til DM den 02-03-04 oktober!

Jeg har JA hatten på og tænker KUN positivt og glæder mig til scenen, weekenden, oplevelsen – det hele!. Om 2 uger PRÆCIS kender jeg min skæbne – og uanset, ja så rejser jeg mig og klør på!