Det er en rejse …

Jeg bruger meget fysisk energi, og tankeenergi lige nu på diæt, træning, posering, mere træning, søvn, hvile, cardio, alt det der skal pakkes til konkurrencen, formen, streger, markeringer – ja i det hele taget er det meste af det der foregår i mit hovedet omdrejnings punktet for new comers – scenen, som jeg rammer om 11 dage.

Der er mange – faktisk nok langt de fleste, der slet ikke forstår at jeg gider gå op i det som jeg gør. Tænk at jeg orker at træne 3 x dagligt – spise det samme dag ud og dag ind – undgå det usunde, leve striks, sige nej til det sociale og i det hele taget gider gå så meget op i at få min ønsket form.  Det respektere jeg 200% – denne sport er ikke for alle. Hvis alle kunne gøre det, ville der jo ikke være noget specielt ved at stå på den scene. Heldigvis er det ikke alle der har samme hobby og vanvittige lyst til det ekstreme som jeg har – og jeg kan på mange måder godt forstå at folk rynker på næsen og tænker deres. Og det er okay.

Jeg gør det ikke for at tilfredsstille andre – jeg gør det for mig selv. Jeg gør det fordi jeg er konkurrencemenneske til benet – fordi jeg elsker min træning – jeg elsker processen og fordi jeg er DYBT fascineret af, at man kan forme sin krop præcis som man ønsker (læs: Knokler for) det.  Jeg gør det fordi at de x antal minutter hvor det hele eskalere på scenen, er det fedeste jeg nogen sinde har prøvet.

Det er hårdt lige nu – uden tvivl. Heldigvis har jeg fri fra nu frem til scenen, og det er heldigt, for lige nu ser min dag nogen lunde således ud: (HUSK at det her program KUN er den aller aller aller sidste tid inden scenen -og KUN kan lade sig gøre hvis man har FRI fra job!!)

Kl.06-07 : 60 min powerwalk

kl. 07-08 – bad, ungerne klar, madpakker, mad

kl. 08 – ungerne køres i skole

kl. 10-11 – Cardio (lige nu kører jeg fast spinning timer – begynder på roligt niveau)

kl. 12 – mad

kl. 12.30-14. – afslapning

kl. 14.30 – 16 – styrketræning + hiit

kl. 16.15 – ungerne hentes (og evt. sport)

kl. 18-18.30 – mad

18.30-20 – hygge med ungerne, praktiske gøremål mv.

20-21.30 – afslapning på langs / computer tid.

21.30 – godnat.

Det er et nøje planlagt program – og de dage der sniger sig ting som forældremøder, fremvisninger (vores hus er til salg), sport med ungerne, sociale arrangementer mv. ind – ja så er det virkelig hårdt. Jeg har 6 trænings dage tilbage inden scenen – og når man ved at det har en ende, ja så får man bare lyst til at give den alt hvad man har HVER dag, HVER træning!

Det er en rejse at sige ja til et new comers stævne og mange har slet ingen ide om hvor hårdt det egentlig er – rigtig mange falder faktisk fra i processen. Jeg gjorde det sidste år – og det var hårdt – overvejelserne var derfor også mange da jeg i november skulle tage en beslutning – og dog, for jeg var jo slet slet slet ikke mættet af diæt, scene, konkurrence, nye mål osv.  Jeg var bare nød til at vide at mit bagland – dvs. kæreste og børn, ville kunne fungere endnu en gang med en mor/ kæreste på stram diæt. Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste der støtter det 200%.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at et altet forløb ikke går ud over kæreligheden og nærheden til den man bor sammen med. Jeg har ganske enkelt ikke overskud til at udvise de store følelser – og sex er ret meget noget man ligger krop til. VI snakker meget om det her hjemme – griner af det – jeg bruger meget tid på at sætte ord på hvad jeg føler, hvor træt jeg er osv. så Mickey hele tiden ved at det ikke er ham der ikke er tilstrækkelig – men mig der er drænet og træt.  Har man ikke sit bagland i orden – skal man virkelig overveje om det er det værd. Man ændre sig meget, ikke kun fysisk, men i den grad også mentalt. Man tester sine egne grænser – og det er uundgåeligt at det går ud over de nærmeste. Min familie (mor, far, søskende mv.) støtter mig – men forstår ikke rigtig min sport. De siger ikke noget negativt, men det er blevet sådan at vi ikke rigtig snakker om det når vi er sammen, ganske enkelt fordi jeg føler at de synes jeg er helt skør. Jeg er selv mor og forstår dem godt. De ser jo på deres datter der svinder ind til en fedt% der er alt for lav – ser mig blive mere og mere træt og drænet, ser hvordan jeg sidder med mine diæt madkasser mens de høvler lækker mad indenbords. Jeg forstår da godt at de tager afstand fra dette – jeg er jo deres barn. MEN jeg ved, fra sidste år, at når jeg først står på scenen og shiner – og ikke mindst når jeg er på den anden side, ja så er alt det negative glemt og de synes det er sejt det jeg har opnået.

Jeg er så glad for at min søster – og en af mine bedste veninder sidder i salen den 13 september – det betyder alverden – men jeg har også 220% forståelse for at mine forældre ikke har lyst.

Mit social liv de sidste 2 mdr. inden scenen er ikke eksisterende. Det er kollegaer – folk i trænings centeret, en enkelt veninde (fordi vi laver cardio sammen) og familien der er de eneste jeg ser og socialisere med – thats it. Det var det samme sidste år – og jeg skylder alle mine veninder en masse opmærksomhed på den anden side. Jeg har pakket den dårlige samvittighed væk – den hjælper ikke noget.

Rejsen er forunderlig. Fra man tager beslutningen er kroppen hele tiden i forandring. Først skal man spise en hel masse – træne ren styrke – leve med en off season form hvor det meste af ens tøj ikke passer. Her efter begynder den første diæt, hvor man langsomt skærer ned i mad, op for cardio og kroppen får lov at respondere lige så langsomt. Til sidst spidser det til – og det er her det bliver hårdt – MEN også her magien sker. Det er her de store forandringer med kroppen sker – alt det man har arbejdet hårdt for, bliver synligt. Det er en fed rejse –  man lærer en masse om sig selv, sin krop, sit sind – og ikke mindst det at presse sig selv ud af sin comfort zone.

Rejsen på den anden side af scenen er mindst lige så vigtig som rejsen der til. Hvordan kommer man igang med at spise igen? hvordan undgår man overspisning – underspisning – spiseforstyrelser osv. Hvordan kommer man igang med træningen igen ? og hvad siger hovedet til at sixpack forsvinder, fedtprocenten stiger og man igen er i det vi kalder off season?

Jeg har valgt et team i år – Team Fiskerperformance, med Line Wittrup som min coach. Det er der mange grunde til – de er møg dygtige, har masser af erfaring (og kniv skarpe resultater) – MEN de bruger rigtig meget energi på tiden bag efter. Der er tilknyttet en sports psykolog til teamet, som man skriver under på at snakke med bag efter …. for rejsen ender som sagt IKKE når man træder ned fra scenen.

 

Man skal ville rejsen, lige så meget som scenen. Det kan ikke nytte noget at ville på scenen hvis man igennem et helt år (eller længere) skal hive sig selv til træninger dag efter dag – blot for at stå på en scene i 10 min.  Jeg elsker min træning og scenen er “bare” eskaleringen og min mulighed for at vise mit hårde arbejde frem. Jeg er faktisk typen der også nyder min cardio (de fleste dage) – for jeg elsker at presse min krop.

Nå, det blev en lang smøre – men jeg synes det er vigtigt for alle jer der måske sidder der ude og overvejer en tur på scenen – OVERVEJ det GRUNDIGT! det er ikke en dans på roser – det er hårdt arbejde, dedikation, afkald og bogstavligtalt blod, sved og tåre.

Er spændt på det hele nu – og jeg glæder mig til at give den alt hvad jeg har på scenen- og se hvilken form jeg ender i efter upcarb, væskeudtømning og afslapning …