Når en gave betyder mere end 1000 ord.

Jeg dyrker min sport på et plan som de færreste forstår – det er jeg klar over. Jeg lever op til en konkurrence helt anderledes end størstedelen af befolkningen gør – eller har lyst til. Jeg gør det ekstreme og jeg lever et liv som venner, veninder og familie kun kan undre sig over – i hvert fald tæt på konkurrencerne.

Jeg forventer ikke at andre forstår de beslutninger jeg tager i livet – eller har forståelse for hvorfor jeg udsætter min krop for adskillige trænings timer – meget lidt mad – og alt hvad dertil høre af humørsvingninger, træthed, ømhed, manglende social lyst osv.   – men jeg forventer at min omgangs kreds respektere at det er sådan det er. Jeg respektere jo også at de ikke forstår det – og acceptere det! Fitness atlet er ikke for alle – og jeg tror man skal være bidt af det helt ind til benet for at forstå hvad det gør ved en. Man skal, lige som med alt andet ekstrem sport, elske det på så mange planer – ellers skal man lade være.

For mig er fitness – min træning – min kost – min sundhed – min livstil, blevet en del af mig. Det er ikke noget jeg gør for at få opmærksomhed eller for at tilfredsstille andre – jeg gør det fordi jeg elsker det – og fordi jeg ikke kan lade være. Hvis folk ikke gider mig som person fordi jeg har min sport, ja så er det måske ikke et match – for sporten er en del af mig og mit liv.

Det kan lyde hårdt – men det er det slet ikke! Jeg er ikke blevet en mutant der ikke kan gå i byen – eller være social – eller spise kage – eller være en god veninde!? Bevares der er 3-5 uger op til en konkurrence hvor energien er lidt lavere end ellers og jeg pænt takker nej til kage  – men ellers er der ikke nogen forskel på Mette nu – og for 4 år siden. (hvilket er løgn for i dag er jeg faktisk en gladere Mette)

Jeg vælger at leve sundt – jeg vælger at gå op i min træning  – men jeg vælger også at være med til fødselsdage, gå i byen i off season – spise blandselv slik med ungerne om fredagen og jeg er der for de veninder og venner der er der for mig – 100%. Det er sådan venskab er i min verden – man er der for hinanden, ubetinget.

Det er vist ingen hemmelighed at der er nogle i min familie der har haft det svært de sidste 2 år med mine konkurrencer, kost og krops forandringer, Især min mor. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke forstår hende – jeg er jo selv mor, og ved da godt at det hårdt at se sine børn presset – og i mit tilfælde sulten, træt, tynd (eller tyndere og tyndere) – og det kan være svært at forstå hvorfor man takker nej til mors hjemmelavet lækre mad når man er på besøg, og hiver den kedelige diæt madpakke frem  – det forstår jeg godt! Jeg synes også det er sjovere at være offseason når det kommer til det sociale  – men uden konkurrence prep – ja så kom jeg aldrig i konkurrence form – og det KRÆVER min sport!

Jeg beder ikke om forståelse og anerkendelse – slet ikke – jeg beder om accept (også den der kommer i form af stilhed.) Jeg er opdraget med at hvis man ikke har noget pænt at sige, kan man pænt holde sin mund – og det mener jeg 100%. Der er ingen grund til at rakke ned på andres valg – så kan man i stilhed tænke sit og leve sit eget liv som man selv ønsker det.

Vi har haft mange, lange disksutioner – min mor og jeg – omkring min sport. Det har gjort ondt at hun ikke har ville se det fra min side – selvfølgelig, hun er min mor. Det gør ondt når man føler man er nød til at skjule sine begejstringer – op og nedture – fremskidt og resultater, fordi man ved det bliver taget dårligt i mod.

Efter New comers i år kom min mor (som jeg elsker over alt på denne jord) forbi til aftensmad – og hun havde en gave med til mig. En tillykke med “Guldmedaljen gave” – en gave der indeholdt noget så symbolsk som 2 guld ringe i en kæde – og som min mor sagde – den ene symbolisere din Guldmedalje, den anden din moar. <3

Det gik lige i hjertet på mig. Det var som om at min mor for første gang nogen sinde rakte hånden ud og gav mig sin accept. En gave der siger mere end 1000 ord – og er så værdifuld i mit hjerte. For første gang så jeg en mor der var stolt over hendes datters resultat i weekendens konkurrence – og det gjorde mig lykkelig til benet. Halskæden er et evigt minde om netop dette øjeblik og den betyder alverden for mig – tak mor <3

Husk på der ude – at hvis I har en ven, veninde, søster, datter, fætter – ja hvad ved jeg, der lever sin drøm – så vær forstående og respektere det også selvom i ikke forstår det. Jeg øver mig selv hver eneste dag på at blive bedre til at favne  andres valg – for det er jo ikke de valg folk tager her i livet der definere den personlighed de har – og hvis du har holdt af personen inden, ja så er der nok noget at holde fast i.

Min dejlige søster var med til new comers og jeg kunne høre hende skrige af sine fulde lungers kraft helt op på scenen. SÅ dejligt. Min bror OG søster kommer til DM og det gør mig SÅ glad.